6. Hegnsynsforretninger
Herunder finder du information omkring hegnsynsforretninger
§ 33. Hegnsynets forretninger indføres i en for kommunens regning anskaffet og af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol, der opbevares af hegnsynets formand.
Stk. 2. I protokollen skal, foruden en nøje angivelse af det pågældende hegns beliggenhed med oplysning om ejendommenes matrikelbetegnelse, indføres en kort fremstilling af forhandlingerne og de fremsatte påstande. Til protokollen skal føres et efter ejerlav inddelt register over ejendommenes matrikelnumre med henvisning til den side i protokollen, hvor behandlingen af vedkommende hegnssag er indført.
Stk. 3. Protokollen underskrives ved hvert mødes slutning af synsmændene.
§ 34. Begæring om afholdelse af hegnsynsforretning indgives skriftligt til formanden for vedkommende hegnsynsdistrikt. Ligger hegnet i skellet mellem to hegnsynsdistrikter, indgives begæringen til formanden i det distrikt, hvori naboejendommen er beliggende.
Stk. 2. Begæringen skal indeholde oplysning om matrikelbetegnelsen for klagerens ejendom samt en fremstilling af de forhold, der ønskes undergivet hegnsynets bedømmelse, og af de påstande, der agtes nedlagt. Endvidere skal i begæringen opgives med navn og bopæl, hvem der ønskes indkaldt til forretningen, samt, hvis klageren er bekendt hermed, tillige matrikelbetegnelsen for indklagedes tilstødende grund.
Stk. 3. Hegnsynets formand skal umiddelbart efter begæringens modtagelse beramme en åstedsforretning og forsyne begæringen med påtegning om tiden for forretningens afholdelse samt med en indkaldelse til de pågældende om at overvære samme. Bruges jorden af en anden end ejeren, skal både ejer og bruger indvarsles.
Stk. 4. Begæringen med de nævnte påtegninger bliver derpå ved foranstaltning af den, der har begæret forretningen afholdt, ved anbefalet brev, ved stævningsmand på den i lov om rettens pleje for borgerlige sager foreskrevne måde, eller på anden vidnefast måde at forkynde for den anden part, således at denne får mindst 8 dages varsel. Ved forkyndelsen skal der overleveres indklagede en genpart af begæringen med påtegninger. Efter foretagen forkyndelse vil begæringen med oplysning om den anvendte forkyndelsesmåde være at tilbagelevere hegnsynets formand.
Stk. 5. Til senere møder indvarsles ved, at formanden, inden åstedsforretningen afsluttes, meddeler tid og sted for det næste møde. For så vidt dette ikke er muligt, giver formanden de mødende underretning om, på hvilken måde indvarsling vil ske.
Stk. 6. Forretningen kan fremmes, selvom indklagede, skønt lovligt varslet, udebliver uden til formanden at have anmeldt gyldigt forfald. Udebliver klageren uden at have anmeldt gyldigt forfald, kan sagen hæves. Godtgør indklagede inden 8 dage, at hans udeblivelse skyldes en ham utilregnelig årsag, kan hegnsynet genoptage sagen.
Stk. 7. Er gyldigt forfald anmeldt, udsættes forretningen, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herimod.
Stk. 8. Hæves sagen på grund af klagerens udeblivelse eller efter dennes begæring, kan hegnsynet ved kendelse pålægge klageren helt eller delvis at godtgøre indklagede de af ham afholdte direkte udgifter.
§ 35. Hegnsynets forretninger ledes af formanden og foretages af denne i forening med de to andre synsmænd.
Stk. 2. Ligger hegnet i skellet mellem to hegnsynsdistrikter, udføres forretningen af begge formænd i forening med en ved lodtrækning blandt de øvrige synsmænd udpeget synsmand. Den formand, der har modtaget begæringen om forretningens foretagelse, fungerer som formand under denne.
§ 36. Sagkyndig medhjælp vil være at tilkalde, når en af parterne begærer dette, eller det ønskes af hegnsynet. Den sagkyndige har efter hegnsynets anmodning at udtale sig mundtligt eller skriftligt om de spørgsmål, hvorom hans erklæring ønskes. Han skal endvidere deltage i behandlingen af sagen, men ikke i dennes afgørelse. Såfremt han afgiver en skriftlig redegørelse, skal denne henlægges til sagens akter.
Stk. 2. Udgifter til sagkyndig medhjælp henregnes til sagens omkostninger.
Stk. 3. Hegnsynet kan forlange, at den, der fremsætter begæring om sagkyndig medhjælp, inden en nærmere fastsat frist deponerer et til dækning af udgifterne herved passende beløb.
§ 37. Fremsættes der under forhandlingerne for hegnsynet påstand om, at det eksisterende hegn ikke er et fælleshegn, fastsætter hegnsynet en frist, inden for hvilken vedkommende part må søge dette spørgsmål afgjort efter reglerne om afsætning af ejendomsgrænser i kapitel 5 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen. Fremsættes der i øvrigt fra en af parternes side påstand om, at noget af de ved sagens ordning i betragtning kommende forhold ifølge særlig adkomst vil være at afgøre på en fra nærværende lovs bestemmelser afvigende måde, skal der, hvis de pågældende ikke kan blive enige om at lade spørgsmålet afgøre af hegnsynet, gives vedkommende part en passende frist til at indbringe spørgsmålet for domstolene. Hegnssagen udsættes da, indtil endelig dom er faldet, medmindre den pågældende undlader rettidig påtale af sagen, i hvilket tilfælde hegnssagen fremmes på sædvanlig måde, som om hans påstand var blevet underkendt ved domstolene. Dog skal der i så fald i kendelsen tages et udtrykkeligt forbehold om, at det skal stå ham frit for, hvis han senere måtte vinde sagen ved domstolene, at forlange hegnssagen påny taget under behandling på egen bekostning.
Stk. 2. Udsættes hegnssagen, kan hegnsynet efter en af parternes begæring, om fornødent ved kendelse, bestemme midlertidige foranstaltningers udførelse, og ved hvem disse skal udføres, samt hvem der foreløbig skal udrede omkostningerne herved.
§ 38. Under forhandlingerne skal formanden vejlede parterne og søge forlig tilvejebragt imellem dem.
Stk. 2. Opnås forlig, indføres dette i hegnsynets protokol og underskrives af parterne.
Stk. 3. Forlig, indgåede for hegnsynet, har samme gyldighed og kraft som en kendelse.
Stk. 4. Forlig, der indgås uden hegnsynets medvirken, kan, når de indeholder oplysning om de i § 41 nævnte forhold og ikke tilsidesætter en af offentlige hensyn given forskrift, forlanges tilført hegnsynets protokol ved formandens foranstaltning og får da samme gyldighed og kraft som forlig indgåede for hegnsynet.
§ 39. Kan forlig ikke opnås, optages sagen til kendelse, der afsiges snarest muligt og senest 8 dage efter forhandlingernes afslutning.
Stk. 2. Afsiges kendelse ikke umiddelbart efter forhandlingernes afslutning, meddeler hegnsynet parterne, hvor og når kendelsen vil blive afsagt.
Stk. 3. Kendelse afsiges efter stemmeflerhed. Er alle tre synsmænd af forskellig mening, gør formandens stemme udslaget.
Stk. 4. Kendelsen med fornøden begrundelse indføres i hegnsynets protokol.
§ 40. Når hegnsynet har afsluttet behandlingen af en sag, tilstiller formanden parterne en udskrift af det afsluttede forlig eller kendelsen.
Stk. 2. Overværer parterne ikke kendelsens afsigelse, skal udskrift af kendelsen inden 8 dage efter afsigelsen tilsendes parterne ved anbefalet brev.
§ 41. Hvad enten sagen afgøres ved forlig eller kendelse, skal den trufne afgørelse i hvert af de nedenfor nævnte tilfælde indeholde oplysning om de her anførte punkter.
I. Rejsning af nyt hegn.
1. Hegnets beliggenhed i forhold til skellinien.
2. Hegnets beskaffenhed og dimensioner.
3. Fordeling af udgiften eller arbejdet.
4. Fastsættelse af frist for arbejdets udførelse.
5. Fordeling af den fremtidige vedligeholdelsesbyrde.
6. Om midlertidigt hegn eller beskyttelseshegn skal opføres og i bekræftende fald de fornødne bestemmelser herom.
II. Ombytning af hegn.
1-6. Som ovenfor under I. anført.
7. Fordeling af udgiften eller arbejdet ved fjernelse af det gamle hegn.
8. Fastsættelse af eventuel erstatning i henhold til § 12, stk. 4.
III. Ændring af hegn.
1. Hegnets beskaffenhed og dimensioner.
2. Fordeling af udgiften eller arbejdet.
3. Fastsættelse af frist for arbejdets udførelse.
4. Fordeling af den fremtidige vedligeholdelsesbyrde.
5. Om beskyttelseshegn skal opføres og i bekræftende fald de fornødne bestemmelser herom.
IV. Hegnenes vedligeholdelse.
1. Hvorledes og af hvem det foreskrevne arbejde skal udføres.
2. Fordeling af udgiften.
3. Fastsættelse af frist for arbejdets udførelse.
4. Om beskyttelseshegn skal opføres og i bekræftende fald de fornødne bestemmelser herom.
Stk. 2. Endvidere skal såvel forlig som kendelser indeholde oplysning om, af hvem de i § 46 omhandlede vederlag samt sagens øvrige omkostninger skal udredes.
§ 42. Hegnsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Når forholdene er undergået væsentlige ændringer, eller erfaringen har vist, at den fastsatte ordning ikke i alle punkter er hensigtsmæssig eller stemmende med nærværende lovs bestemmelser, kan sagen på en af parternes begæring af hegnsynet tages op til fornyet overvejelse.
§ 43. Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke indbringes for domstolene, før hegnsynet har truffet afgørelse. Parterne kan dog, når der er opstået en tvist, aftale, at tvisten kan indbringes for domstolene, uden at hegnsynet har behandlet sagen.
Stk. 2. Hegnsynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 44. Undlader nogen at udføre et ham ved forlig, kendelse eller dom pålagt arbejde inden den fastsatte frist, eller er det udførte arbejde behæftet med mangler, kan hegnsynet efter naboens begæring ved kendelse bestemme, at det manglende arbejde skal udføres eller manglerne afhjælpes ved formandens eller klagerens foranstaltning på den forsømmeliges bekostning.
Stk. 2. Manglende betaling af udgifterne til arbejdets udførelse efter stk. 1 påhviler den forsømmelige part i hegnssagen. Beløbet har fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter. Grundlaget for udpantning er hegnsynets tvangsfuldbyrdelseskendelse, jf. stk. 1, med formandens påtegning om, at denne har besigtiget det udførte arbejde og fundet det forsvarligt udført og den medgåede udgift rimelig.
Stk. 3. Manglende betaling af hegnsynets vederlag og øvrige udgifter påhviler den part i hegnssagen, som er pålagt betalingen. Beløbet har fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter.
Stk. 4. Hegnsynets kendelser fuldbyrdes i øvrigt efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre andet fremgår af kendelsens indhold.
§ 45. Udføres de i § 44, stk. 1, omhandlede arbejder ved foranstaltning af hegnsynets formand, stilles de hertil fornødne midler forskudsvis til rådighed af kommunens kasse.
§ 46. For behandling af en hegnssag tilkommer der hegnsynet et vederlag på 35 kr., der, når sagen afgøres ved kendelse, i almindelighed vil være at udrede af den, hvem kendelsen går imod. Samme vederlag tilkommer der hegnsynet for behandling af de i § 19, stk. 3 og 4, omhandlede forhold. Af vederlaget oppebærer formanden 15 kr. og hver af de to andre synsmænd 10 kr.
Stk. 2. For afsigelse af kendelser i de i § 34, stk. 8, og § 44, stk. 1, omhandlede tilfælde, samt når sagen hæves på grund af klagerens udeblivelse eller efter dennes begæring, tilkommer der hegnsynet et vederlag på 20 kr. Af vederlaget oppebærer formanden 10 kr. og hver af de to andre synsmænd 5 kr.
Stk. 3. For godkendelse og indførelse i hegnsynets protokol af de i § 38, stk. 4, omhandlede forlig tilkommer der formanden et vederlag på 5 kr.
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan bevilge en part, hvis økonomiske forhold i forbindelse med sagens vigtighed og begrundethed giver anledning dertil, fritagelse for at betale sagens omkostninger for hegnsynet, hvilke da udredes af statskassen.
§ 47. Udskrift af hegnsynets protokol meddeles af formanden mod et vederlag af 2 kr. pr. påbegyndt folioark. For de i § 40 omhandlede udskrifter erlægges dog intet vederlag.
Stk. 2. De i nærværende paragrafs stk. 1, 1. pkt., omhandlede udskrifter skal være afsendt senest 8 dage, efter at de er bestilt; vederlaget kan kræves erlagt forud.
§ 48. De i §§ 46 og 47 fastsatte vederlag kan til enhver tid ændres af Miljø- og Fødevareministeriet.2)
§ 49. Protokoller, begæringer, udskrifter og andre udfærdigelser angående hegnsynets forretninger er stempelfri.